E37: Ledelse indefra, sund performance og kosmisk rygvind – med Ida Thyrring Bredkjær

Hør seneste episode

I denne episode besøger jeg Ida Thyrring Bredkjær i hendes egen stue. Ikke kun fordi det er et hyggeligt sted at optage en podcast, men fordi det også er et meget godt billede på noget af det, samtalen kommer til at handle om.

For ifølge Ida starter den mest kraftfulde ledelse ikke i en model, en metode eller en titel. Den starter hjemme i os selv.

Ida er VP of People & Performance hos GetWhy, sociolog, coach og CrossFit-atlet. Og i denne samtale taler vi om ledelse indefra, kultur som lederes hverdagshandlinger, sund performance, restitution, 3P og hvorfor vi måske præsterer bedst, når vi har det godt.

Vi taler også om, hvorfor kultur ikke kan placeres i en HR-funktion. For som Ida siger, strømmer kulturen primært fra ledernes hverdagshandlinger. Fra måden de møder ind på. Måden de svarer på mails. Måden de reagerer under pres. Og måden de selv tager imod feedback.

I episoden får du blandt andet svar på:

  • Hvordan kan ledelse starte “hjemme i os selv”?
  • Hvorfor hedder det People & Performance og ikke People & Culture hos GetWhy?
  • Hvorfor kan kultur ikke udliciteres til en funktion?
  • Hvad kan ledere lære af et stærkt CrossFit-team?
  • Hvordan skaber man et præstationsmiljø, hvor ting ikke bliver personlige?
  • Hvad betyder det, at den med den laveste kapacitet sætter rammen for holdets strategi?
  • Hvordan kan 3P og indefra-og-ud-forståelsen hjælpe ledere under pres?
  • Hvorfor træffer vi sjældent gode beslutninger, når vi er fanget i frygt, stress eller katastrofetanker?
  • Hvordan kan ledere håndtere svære samtaler uden at tage ansvar for den andens oplevelse?
  • Hvad er forskellen på sund og usund performance?
  • Hvorfor kan restitution være en forudsætning for høj performance?
  • Og kan bedre præstationer i virkeligheden komme af at have det godt?

Ida deler også åbent om sin egen vej fra 12-tals-pige og høje forventninger til en større tillid til intuition, ro og det, hun kalder livets intelligens. Ikke som en undskyldning for middelmådighed. Tværtimod. Som et andet sted at præstere fra.

Vi taler om targets, karakterer, salgsmål og alt det, vi forsøger at kontrollere. Og om forskellen på at være til stede i den præstation, man kan gøre noget ved lige nu, og at forsvinde ud i fremtiden i frygt for et resultat, man alligevel ikke kan styre.

Undervejs kommer vi også omkring AI og Brians Mikkelsens spørgsmål fra den forrige episode: Hvordan skal ledere håndtere medarbejderes forventninger, rekruttering og talentudvikling i en tid, hvor AI kommer til at overtage flere arbejdsopgaver?

Idas svar er måske mere roligt end teknisk. Hun peger på tillid. Ikke som passivitet, men som et ståsted. For vi kan ikke regne hele fremtiden ud med intellektet. Men vi kan stå stærkere i os selv, mens verden forandrer sig.

Afslutningsvis fortæller Ida om sin egen bevægelse videre. Hun er på vej tilbage til livet som selvstændig, fordi noget længe har kaldt på hende. Og meget passende bryder solen igennem, lige da hun siger det.

Det er en samtale om ledelse, performance, krop, tanker og den ro, vi måske allerede har adgang til, når vi ikke tænker os væk fra den.

Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden eller forslag til en interessant gæst? Brug kontaktformularen her på sitet eller kontakt mig via LinkedIn.

Jeg vil også blive enormt glad, hvis du vil dele, skrive en anmeldelse eller rate podcasten på din foretrukne platform, da det hjælper andre med at finde den.

På forhånd tak og på genhør i næste episode.
Martin

Relevante links:

Del denne episode: