E38: Når ledelse bliver helt lavpraktisk – med Marianne Rasmussen

Hør seneste episode

I denne episode taler jeg med Marianne Rasmussen, løber og Chefkonsulent hos Center for Videreuddannelse og Livslang Læring ved Københavns Universitet.

Marianne har beskæftiget sig med ledelse som fag i omkring 20 år. Hun har blandt andet arbejdet med ledelse i politiet, været chef og uddannelseskonsulent hos Lederne og undervist ledere i, hvordan ledelsesteori bliver til noget, man faktisk kan bruge i hverdagen.

Og så er Marianne ultraløber. Eller tidligere ultraløber. Eller måske stadig ultraløber. For hvornår stopper noget egentlig med at være en del af ens identitet?

Det blev starten på en samtale om løb, disciplin, motivation og ledelse. Om hvorfor motivation er for flygtig til at bære os hele vejen, og hvorfor disciplin nogle gange er det, der får os igennem både regnvejrsture, lange projekter og de opgaver, vi helst ville udskyde.

I episoden får du bl.a. svar på:
  • Hvordan løb kan strukturere hverdagen og give energi til arbejdslivet.
  • Hvorfor motivation sjældent er nok, hvis man vil lykkes med noget over tid.
  • Hvad god ledelse egentlig handler om, når teorierne møder en travl hverdag.
  • Hvorfor ledelse også handler om ro, renlighed og regelmæssighed.
  • Hvordan man leder i organisationer, hvor drift, skiftehold og komplekse vilkår gør ledelse meget konkret.
  • Hvorfor ledere skal være bevidste om den magt, de faktisk har.
  • Hvordan etik kan bruges til at kvalificere svære beslutninger.
  • Hvorfor et personligt ledelsesgrundlag kan skabe klarhed for både lederen og medarbejderne.
  • Hvordan diversitet kræver, at vi arbejder med de små praksisser i hverdagen, ikke kun de store skåltaler.
  • Hvorfor rekruttering bør handle langt mere om kompetencer og langt mindre om mavefornemmelser, CV’er og billeder.

Vi taler også om magt og etik i ledelse. Om hvorfor mange ledere hellere vil tale om indflydelse end magt, selvom retten til at hyre, fyre, fordele opgaver og sætte retning netop er magt. Og om hvorfor ydmyghed over for den magt er en vigtig del af ordentlig ledelse.

Marianne deler desuden sine erfaringer med at arbejde med personlige ledelsesgrundlag. Ikke som et dokument, der skal gemmes væk i en skuffe, men som en løbende samtale med sig selv om, hvad man vil være med til, hvad man ikke vil være med til, og hvilke værdier man faktisk ønsker at stå på som leder.

Afslutningsvis taler vi om restitution, styrketræning, bjergløb og Mariannes næste løb i Schweiz, hvor 22 kilometer primært går opad og ender i omkring 3.000 meters højde.

Det er en samtale om ledelse, når den bliver helt konkret. Om at gøre teori brugbar. Om at kende sit eget kompas. Og om at tage både ledelse og løb et skridt ad gangen.

Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, eller forslag til en interessant gæst? Kontakt mig gerne via LinkedIn.

Jeg vil også blive enormt glad, hvis du vil dele, skrive en anmeldelse eller rate podcasten på din foretrukne platform, da det hjælper andre med at finde den.

På forhånd tak og på genhør i næste episode.

Martin

Relevante links:

Del denne episode: