I denne episode besøger jeg Signe Simonsen i Løkken, hvor hun er CEO og stifter af Race for Oceans Technology. Signe er verdensmester i issvømning, tidligere militær femkæmper og maratonløber på alle syv kontinenter. Sammen taler vi om rejsen fra frivillige strandrensninger til at bygge en AI-drevet startup, der skal løse en af verdens store miljøudfordringer: mikroplast i naturen.
I episoden får du bl.a. svar på:
- Hvordan Signe gik fra et frivilligt initiativ med 10 frivillige til en tech-startup med AI-drevne løsninger til opsamling af mikroplast.
- Hvad primær mikroplast (plast pellets) er, hvorfor 98% af danskerne ikke kender til problemet, og hvor alvorlige konsekvenserne er for vores sundhed og fødevaresikkerhed.
- Hvordan Race for Oceans Technology bruger droner, AI-modeller og robotter til at detektere og opsamle mikroplast helt ned til 2 mm i diameter med en træfsikkerhed på 91%.
- Hvorfor Danmark er langt bagud i forhold til resten af Norden, når det handler om Blue Economy og om at passe på havet.
- Hvad issvømning har lært Signe om mental styrke, åndedrætsteknikker og at performe under pres, og hvordan hun overfører det til sin rolle som CEO.
- Hvordan det er at pitche for første gang, når fjernbetjeningen ikke virker, og man står i spotlightet foran 600 mennesker.
- Signes ambition om at bygge en softwarevirksomhed fra Løkken og skabe arbejdspladser i det, andre kalder Udkantsdanmark.
- Hvordan hun vil skabe en virksomhedskultur med fleksibilitet, hvor medarbejderne trives og ikke slides ned.
Signe fortæller også om sin sportslige baggrund fra ungdomslandsholdet i svømning over militær femkamp til maratonløb på Antarktis, og hvordan de oplevelser har formet hendes tilgang til ledelse og iværksætteri. Hun deler sin Pippi Langstrømpe-tilgang til nye udfordringer og reflekterer over, hvad det kræver at stå i spidsen for en sag med enorme følelser og samtidig holde en inkluderende og positiv tilgang.
Afslutningsvis taler vi om Signes nominering til listen over 100 kvinder i AI i Danmark og hendes vision om at have AI-modeller i drift i mindst 15 lande inden for de næste fem år.
Har du kommentarer eller spørgsmål til episoden, eller forslag til en interessant gæst? Brug kontaktformularen her på sitet eller kontakt mig via LinkedIn.
Jeg vil også blive enormt glad, hvis du vil dele, skrive en anmeldelse eller rate podcasten på din foretrukne platform, da det hjælper andre med at finde den.
På forhånd tak og på genhør i næste episode.

Billede: Fra den efterfølgende tur på stranden, hvor vi på ca. 10 min desværre fandt en del plastik.
Relevante links:
- Race for Ocean Technology
- Signe Simonsen på LinkedIn
- Film med Signe om issvømning i Patagonia (Det Kolde Syd)
- Martin Ellemann Olesen på LinkedIn





